111 / 331
100
Frokost ud; den maatte jo spises for at faa Bo-
tanisérkasserne tømte.
Just som vi sad midt i denne landlige Idyl
og skulde i Færd med et Kræmmerhus Svesker,
kom Nemesis over os paa en frygtelig Maade.
Hun viste sig nemlig i Form af en vaad Klods-
tørv, som ramte mig lige i Nakken, sprang som
en Granat og sprøjtede Dynd til alle Sider.
„Kan I se, I skrupper af, I københavnske
Hvalpe! — Skal I træ’ min Tørv ned?“ —
klang det oppe fra Kanten.
Det var en stor, tyk Valbybonde, hvis hel
lige Ejendomsret vi havde krænket.
Med høflige Ord og i sirlige Vendinger for
klarede jeg ham, at jeg slet ikke havde rørt
hans Tørv eller agtede at gøre det. Jeg vilde
blot plukke nogle Forglemmigejer til min Fader.
„Naa, saa det vil Du, din Tyveknægt? —
Ja, vent lidt — jeg skal, den Onde æde mig,
plukke Je r!“ raabte han og gik.
Det var jo ikke, hvad man kunde kalde
opmuntrende; men da' jeg saae Manden lang
somt slentre op mod en Gaard langt borte,
tænkte jeg, at det var saadan hans Manér at
tale paa og foreslog min Broder strax at fylde
Botanisérkasserne, for saa at nyde vor Frokost
paa et mere fredlyst Sted.