107 / 331
96
Saa var der „Brætmanden“ , en høj, mørk
Italiener, der med et monotont Raab falbød de
Gipsfigurer, han bar paa et Bræt, der balan
cerede paa hans Hoved. Det var Kunstværker
for Almue og Børn — en grøn Papegøje, meget
økonomisk som Stuefugl, Napoleon i Imperator-
stilling og Frederik den Sjette som den „Bøste“,
de tre Studenter slog til i Exercérhuset. Men
da Napoleon gik af Mode og Frederik den
Sjette i sin Grav, tog Brætmanden fast Op
hold og begyndte at gøre i Kirker — og nu
var hans Lykke gjort. I Vinduet stod de dej
ligste Templer, med Mos paa Taget og slanke
Spir. De hvalte Korvinduer vare af kulørt Glas,
Taarnet havde mangefarvede Glamhuller, og naar
man tændte Lysene inde i Kirkens Skib, funk
lede og tindrede det gennem de blanke Ruder
som røde, blaa og violette Blomster paa sne
hvid Grund.
Hvor tydelig husker jeg den Juleaften, da
min Bedstefader gjorde mig til Kirkeejer! Jeg
sov ikke den Nat. I al sin lysende Pragt stod
den hvide Kirke ved min Seng — mine Øjne
veg ikke fra den, og tilsidst syntes det mig, at
jeg hørte Orgelet bruse. Som man sér havde
Biankensteiners Djævel ikke haft nogen demo
raliserende Virkning.