103 / 331
92
ægte Kronjyde med et aldrig svigtende Humør
og en Latter saa hjertelig, at den kunde smitte
et helt Regiment.
Saa kom Whist- eller L ’hombrebordet frem,
Damerne tog Plads om Dagligstuens runde Bord,
Bøgerne fløj paa Hylden, Legen begyndte i den
store blaa Sal med Marionetspil eller Kukkasse,
og inden man vidste af det, havde man tilbragt
en Aften saa frisk og fornøjelig, at man min
dedes den længe efter. Ved slige Lejligheder
var især Doktor Crone — eller „Grumme“ , som
han sædvanlig kaldtes, aldeles ubetalelig. Han
kunde en forbavsende Masse Taskenspillerkunster,
og da han en Aften havde vist, hvorledes han
kunde slaa en Kridtstreg gennem Bordet saa-
ledes, at den blev til et Kors i hans Haand,
kunde jeg ikke falde i Søvn for det Ubegribe
lige. Adidt om Natten krøb jeg ud af min Seng,
listede mig ned i Salen og gav mig til at slaa
Kridtstreger gennem Bordet, saa Fader troede,
der var Indbrud. Kors blev det rigtignok ikke
— men, Kors, hvor jeg kom paa Hovedet i Seng
igen!
De mange Fornøjelser, der nu som en elek
trisk Fontæne med mangefarvet Vexelblink regne
ned over Ungdommen, faldt for os Børn kun
som enkelte Regndraaber paa en graakold No