104 / 331
93
vemberdag. Hvor var Bjæn dog lille og tar
velig, hvor var Livet dog fattigt og indestængt
mod den Summen, der nu rører sig i Kuben.
Vi havde den Gang tidt lange og strænge
Vintre — tyk Is paa Ruderne og høje Snedriver
i Gaderne. Da var det en herlig Fornøjelse at
varme en af de store Kobber Toskillinger paa
Kakkelovnen, lægge den paa Ruden, og danne
et Kighul, hvorved der blev sat Vagt, især
om Søndagen, naar Folk gik fra Kirke. Naar
saa Vagten raabte: „Der kommer Nogen!“ styr
tede vi til vore Kighuller for at se det Vidun
derlige — to Vægtere, der gik deres Helligdags-
ronde, eller en Kane, der ringlede til Frederiks
berg!
Naar man nu ser den brogede Strøm af
Fodgængere, Cykler, Omnibusser, Reklamevogne
og Drosker, der uafbrudt bølger gennem Køb-
magergade, klinger min Beretning som et gam
melt, utroligt Sagn -— men saaledes var det i
min Barndom.
Ved Tøbrud eller Tordenskyller frembød
Købmagergade et Skue, som altid havde tak
nemlige Beundrere i os Børn, fødte i den Na
tion, som „husvant plasker til Søs.“
Gaden var ikke, som nu, asfalteret og plan
— nej, dens knudrede Brolægning rundede ned