99 / 331
op. Fader trøstede mig med, at vi fik en ny
Konge; men det var slet ikke for Kongen, jeg
græd. Det var fordi der laa Død i disse hule,
rullende Paukeslag, Død i de sorte Heste paa
den hvide Sne, Død i hele denne kolde, stiv
nende Vinterdags Øde. Sligt opfatter et Barn
instinktmæssigt — forklare sig mægter det ikke.
Saa husker jeg en Nat, hvor jeg vaagnede
i den vildeste Rædsel. Værelset var rødt som
Ild. Fra Bilæggerovnen grinede Gessier; Gni
ster og Gløder føg forbi Ruderne. Moder kom
styrtende ind, greb mig i sine Arme og har mig
grædende ned i Dagligstuen. Her stod Fader
og bandt sig Fabrikens Brandskilt om Halsen,
Sølvtøjet laa paa Bordet, Pigerne kom farende
med Dækketøj og Lagener. Luerne slog tværs
over Gaden —■ vore Stuer lugtede af Røg, Ru
derne vare ganske varme. Det var „Helvede“,
der brændte, og det var virkelig en Helvedes
Brand — selv min gamle Bedstefader kom fra
Nybrogade, og det hørte der ikke saa Lidet til.
Heldigvis slap vi med Skrækken, og den
borede sig dybt i Barnesindet; thi da jeg senere
lærte om Helvede og hørte, hvor hedt man dér
vilde faa det, maatte jeg altid tænke paa Brand
natten og dens Rædsler. Men saa trøstede jeg