95 / 331
84
„Det lyser! Aa! — Det lyser!“ gispede jeg.
„Hvad for no’et?“ spurgte Rasmus fleg
matisk.
„Aa, Gud! — Den døde Mands øjne —
de lyser som Ild!“
„Sikke noget Sludder,“ sagde Rasmus og
bankede ganske rolig Piben ud paa Plankeværket.
„Hvordan kan en død Mands øjne lyse?“
„Jo, for jeg stak i dem med en Pind, og
saa gav de sig til at lyse,“ hulkede jeg.
„Det skulde han ikke ha’ gjort,“ sagde Ras
mus; „for stikker man til de Døde, saa stikker
de til En igen, og de har dog de længste Fingre,
har de. — Kom nu!“
Og dermed tog Rasmus mig ved Haanden
og trak mig modstræbende tilbage til Stenbunken.
Dér laa Hovedet — jordslaaet, muldent, mug
gent — der var ikke Spor af Lys i det mere.
„Der kan han se,“ sagde Rasmus. „Det har
gnistret for hans egne øjne af bare Forskræk
kelse“ — og dermed slyngede han Hovedet op
over Plankeværket og ind paa Kirkegaarden.
Jeg sov ikke den Nat. Bestandig saae jeg
det ækle, mugne Hoved, de tomme, lysende
Øjehuler, og spekulerede paa, om det havde
været mine eller den Dødes øjne, der lyste.