91 / 331
80
ejede jo ikke et eneste Kranium, og saa gik jeg
hen i Krystalgade til Madam Ipsen, vor Gipsers
Kone, som handlede med Naturalier. Her fik jeg
den sørgelige Besked, at et Hundehoved kostede
tre Mark, og jeg havde kun otte Skilling i min
Lomme. Nu først gik det op for mig, hvor
forfærdelig rig den magre Herre maatte være,
i det allermindste Millionær, og trykket af en
knugende Armodsfornemmelse gik jeg hjem til
mit Loftskammer.
Lidt efter lidt fik jeg dog paa forskellig
Maade et Par Dyrekranier; men et rigtigt „Død
ningehoved“ var paa én Gang mit højeste ønske,
og — underligt nok — min dybeste Skræk.
Det vilde være umaadelig rask at vise et saa-
dant til Kammeraterne, og saa følte jeg dog
godt, at jeg ikke turde gaa ene til det i Mørke.
Der gik et Aars Tid, saa skulde der sættes
et nyt Plankeværk i fjerde Gaard ud til Kirke-
gaarden. Der blev rodet, tumlet og tømret, hele
Dynger af Menneskeben gravedes op, og saa
kom jeg tilfældigvis derned. Det gøs i mig ved
at se, hvor lidet man agtede Gravfreden, og da
nogle af Arbejderne begyndte at sige Raaheder,
gik jeg indigneret min Vej. Men min Beslut
ning var fattet. Jeg vilde tage et af de Hoveder,