92 / 331
8 1
jeg havde sét, skylle det pænt af ved „Springet“ ,
og saa sætte det i Glaskasse — det kunde den
Døde dog umuligt tage mig ilde op.
Der var kun én Vanskelighed: Ingen maatte
se det. Jeg maatte tage det, naar Arbejderne
vare gaaede hjem om Aftenen, naar det blev
mørkt — men naar det blev mørkt — saa —
ja, saa turde jeg jo ikke — jeg huskede endnu
Kvartsmøllen og „det Hvide“ .
Saa var det igen en Søndag Aften. Der
var Ingen hjemme, der var ingen Arbejdere der
nede, og det var ikke mørkt endnu, kun en let
Foraarsskumring, hvor Lyset viger langsomt.
Jeg fik fat i en gammel Pose, skjulte den under
min Bluse, og saa gik jeg rask ned i Gaarden,
det vil sige „første Gaard“ ; thi i anden gik det
allerede betydeligt langsommere. I tredie stod
jeg stille og saae mig om. Var det dog ikke
bedst at lade de Døde hvile? Sæt nu, at de
ikke syntes om at blive sat i Glaskasse, men
gav sig til at snakke højt om Natten og sige:
„Giv mig mit Hoved!“ — hvad saa?
Det løb mig koldt ned ad Ryggen, og jeg
skottede tvivlraadig over til Kuskekammeret og
til Rasmus. Jo, han sad ganske rolig og læste
i sin Salmebog.
„Hvor skal han nu hen?“ spurgte Rasmus.
V. Bergsøe: De forbistrede Drenge.
6