89 / 331
78
gemte ubegribelige Skatte, og fra den Dag blev
jeg Entomolog.
Men det gik med Stenbunken som med
Kældrene — Skattene slap op og Alt blev Gen
tagelser. Da aabnede der sig en ny Guldgrube
paa et Sted, hvor jeg mindst havde ventet det
— Brænderiet. Da jeg en Foraarsdag kom ned
til Blankovnen, sad Dinger og holdt Foredrag
over en højst mærkelig Skabning. Det var en
„Zimmerbock“ sagde han, og den kunde snakke
Tysk. Han holdt den til mit ø re , og nu
kunde jeg tydeligt høre, at den sagde Noget, der
nærmest lød som en bedende Klynken, og rime
ligvis betød, at Dinger skulde lade den gaa.
løvrigt lignede den en lille graa Mand med sex
Ben og et Par Følehorn, der var fem Gange
længere end den selv.
„Kan Du se, han har Flipper,“ forklarede
Dinger og viste mig de to Torne paa Hals
skjoldet.
Hvilken Fryd, da han overantvordede mig
denne Skat, og hvilken Rædsel i Køkkenet, [da
jeg kom op med „saadan en Væggelus“, som
Kokkepigen meget uhøvisk betegnede den. Men
et Par Dage efter var der et højst ejendomme
ligt Dyreliv paa Ruderne i det nye Brænderi.