90 / 331
7 9
Den stærke Varme havde fremlokket ikke alene
de graa „Tømmermænd“, men talrige andre In
sekter, som leve under Fyrretræets Bark, og det
var alle nye og mærkelige Dyr, som kun Din-
ger kendte fra Schwarzwald. Seneifie ere flere af
Y
dem bievne indslæbte i vore Naaleskove, hvor
jeg har truffet dem som gamle Bekendte.
En Dag havde jeg — Gud maa vide hvor
dan — forvildet mig ind i Universitetsgaarden
og derfra ned i „Eschrichts Kælder“ . Her saae
jeg de store Hvalskeletter og de hvide Kranier
af mange sælsomme Dyr. En mager, venlig
Herre med et Lungeslag paa Kinden viste mig
om, og da vi kom til „Dødningehovederne“,
spurgte han mig, om jeg var bange for dem.
Ja, det var jeg rigtignok, og det til Gavns; men
jeg svarede, at jeg gerne vilde have et af dem
til min Samling.
„Ja, naar Du bliver stor, og kommer her
og lærer, kan Du faa et af dem — at laane,“
sagde den magre Herre og klappede mig paa
Kinden. — „Nu maa Du gaa, for nu skal vi lukke.“
Hvor lidet anede jeg da den Betydning,
som disse Samlinger og denne venlige Mand
skulde faa i mit senere Liv.
Da jeg kom hjem, stod det klart for mig,
at mit Museum var yderst mangelfuldt — jeg