85 / 331
74
som viser, hvor farligt det er at fylde et fantasi
rigt Barn med Ammestuehistorier.
Min Barnepige, Kirsten, var fra Landet og
havde i sit Hoved et helt Arsenal af Trolde,
Nisser, Varulve og Helheste. Særlig spillede de
to første, „de Graa“ , en stor Rolle i hendes For
tællinger.
De forgjorde Grisene, forbyttede
Børnene, og var der først „Graa i Huset“, fik
man ingen Fred, hverken Dag eller Nat.
Saa hændte der mig en Sommeraften, en
Søndag, noget højst mærkeligt. Mine Forældre
vare paa Kalkbrænderiet hos mine Bedsteforældre,
og jeg sad alene under Linden i Bryggerens
Vogn, medens Kirsten fulgte sin Kæreste et
Stykke paa Vej. Det maa have været et langt
Stykke; thi Solen gik ned, Tusmørket lagde sig
over Gaarden, og Rasmus Portner krøb ned i
sin Kælder, efter at have lavet mig en Pisk af
en gammel Snørelidse. Det var nu en over
ordentlig betydelig Gave, og jeg kørte ogsaa i
nogen Tid i Skoven med den; men saa blev
Gaarden med Et saa underlig skummel, og saa
kom jeg, ad Angstens Vej, til at tænke paa „de
Graa“ . Jeg var saa ene; ned af Vognen kunde
jeg ikke komme, og hvis den nu gav sig til at
køre med et Par Helheste for — hvad saa?
Lige i det samme saae jeg en graa Skikkelse