83 / 331
72
duet og Ruderne ramlede ned. En vældig, kul
sort Sky kom op over Trinitatis — Spiret blev
borte i den. Som en brølende Drage slugte
den Maanen. Der kom Bælgmørke over Kirke-
gaarden, over Møllen, over mig, og i dette
Mørke hørte jeg lige foran mig en smældende
Lyd, som af en Pisk. „Det Hvide“ kom op bag
Buskene — det hævede sig højt i Vejret, slog
omkring sig med store, stærke Vinger, og i
det næste øjeblik havde jeg „det Hvide“ koldt
og klamt og isnende lige i Ansigtet. I Rædsel
klamrede jeg mig til Stampeværkets Faldline.
Da lød der et Brag gennem hele Møllen. Fald-
værket gik op, Stampen faldt ned, Kvarts og
Grus slyngedes til alle Sider — selv laa jeg
næsegrus i Hestegangen, halvdød af Rædsel.
S aa følte jeg et vældigt Greb i Nakken,
en Lygte blinkede for mine øjne, og Rasmus
sagde: „Er han gal? — Hvordan Fanden er det,
han ligger der i Møget? — Han har da ikke
været ude ad Vinduet og stjæle Lagener?“
„Er det et Liglagen?“ stønnede jeg, for dem
kendte jeg fra Ingemann.
„Næ, det er s’gu dem, Madam Svendsen
tørrer for Folk i „Slippen“, hvordan er han nu
kommet til det? Hvad vilde han påa Kirke
gaarden?“