80 / 331
6 9
„Dødning“ havde Ingen af os rigtig Mod til at
nævne. At det spøgede paa Fabriken, var jo
ganske i sin Orden. Den var stor, øde og for
falden nok til at huse Aander, og den havde
sine bestemte Sagn, som vi Alle kendte og vare
voxede op med. I den skumle Korshvælving
ved Forvalterens Have var en Nonne bleven
indemuret — „der stod endnu Latin over hende“
sagde Rasmus Kusk. I det gamle Brænderi
havde gamle Hans hængt sig, og i det nye
havde man brændt Fabrikens hvide Kat, som
var smuttet ind i Ovnen „for at varme sig“ .
Vi hørte den mjave og hyle omkap med Stor
men, og at ogsaa den gik igen, faldt os Børn
saare naturligt — den havde jo Fire at gaa paa.
Men værst huserede „det Hvide“ dog i
Slemmeriet og Kvartsmøllen, som vendte lige
ud til Kirkegaarden. Det kom svævende ned
ad Møllerens Trappe, gled forbi Kuskekammeret
og forsvandt enten paa Høloftet eller i det gamle
Brænderi, dér, hvor Hans havde hængt sig.
Sommetider kom der noget Sort efter det, og
da hørte man fra Mørket løjerlige Lyde, lige
som Sudere, der smadske. Vor Kokkepige,
Sine, erklærede, at hun ikke for Alt i Verden
turde gaa op i Møllen; hun lod sig derfor nøje
med Høloftet, „for at hente en Visk til sin