84 / 331
73
Jeg forklarede Rasmus det Hele; men han
svarede: „Det Hvide! — Sikke noget Sludder
— det er jo Madam Svendsens Lagen. Tak
han sin Gud, at han faldt i Møget og ikke
under Stampen — for saa var han blevet maset.
Nu er det bedst, at jeg følger ham op til Am-
minestratoren. “
Det var frygteligt, næsten lige saa frygteligt
som „det Hvide“ . I min Fortvivlelse lovede jeg
Rasmus en Otteskilling, som jeg havde fundet i
Brænderiet, og som jeg godt vidste, at jeg ikke
maatte beholde. Rasmus tog Otteskillingen med
den tørre Bemærkning, at den kunde man jo
altid bruge, og som en Pil fløj jeg gennem
Fabrikens Gaarde, frelst for „det Hvide“ , men
med brødetynget Samvittighed. Nemesis kom
ogsaa næste Morgen i Faders Skikkelse, og jeg
gik strax til Bekendelse. Rasmus fik en Røffel,
Dinger sin tabte Otteskilling — men jeg fik
mine første Prygl, og dem husker jeg, som
om det var igaar — de var „det Sorte, som
kom efter.“
Jeg maa vel have været en syv, otte Aar,
da denne „Spøgelsehistorie“ passerede, men jeg
husker fra langt tidligere Tid en anden, som
vel nærmest maa kaldes en Hallucination, og