79 / 331
6 8
en Tunnel igennem den og heldte saa det Hele
over med Vand. Vandet frøs med glimrende
Tappe fra Tunnelens Loft. Paa Bunden dannede
der sig den herligste Glidebane og Væggene tin
drede som Krystaller. Saa slog vi Søm i dem,
hængte brogede Lamper op, tændte dem og i
susende Fart gik de Glidendes Række gennem
den magiske Grotte. Det var Aladdins fortryllede
Hule med de funklende Frugter, Snedronningens
Palads, Vinterens Højsal! Jeg sér endnu det
røde Skær paa de sælsomt formede Istappe,
hører den jublende Latter, blandet med halv
kvalte Skrig, naar vi Drenge „mudrede“ Pigerne
ned i en klukkende Klynge, hvorfra de fløj op
som forskrækkede Høns — ak, hvor er Barne-
tiden dog uskyldig og lykkelig!
I Sommersol og Varme, i Maaneglans og
bidende Vinterfrost gik vore Lege lettest og ly
stigt. Men naar November kom med Rusk og
Regn, med Mørke, der voxede i Taagernes Slør,
med Storme, der susede over Kirkegaardens øde
Grave som fredløse, sukkende Aander — da blev
der underlig tungt og trist i de mørke Gaarde,
hvor Lugerne klaprede, Kirkefløjen hvinede, og da
trak vi os tilbage til de varme Stuer og talte hvi
skende med hverandre om „det Hvide“ — thi Ordet