77 / 331
66
forsvandt under Bordet, medens Tallerkenen med
Suppe, Kraaser, Boller og Gulerødder explode-
rede som en Granat ud over hele Bordet. Madam
Petersen rejste sig, og med de tre betydnings
fulde Ord: „Kom saa, Hulda!“ slæbte hun min
Elskede, ind i Salen. Jeg saae Intet, men jeg
hørte. — O, I Guder! Rædsomt er det, at se
sin Elskede troløs, men at høre hende faa
Ris, især dem, Madam Petersen gav, det faar
Hjertet til at bløde. Jeg brast i Graad; mine
Taarer randt i Kraasesuppens sure Sødme, og
da Forvalter Petersen barsk spurgte, hvad jeg
flæbede for, sagde jeg, at jeg havde Ondt i
Maven. Det hjalp — jeg fik Lov at gaa; men
den næste Dag hævede jeg Forlovelsen —• jeg
kunde jo dog umuligt have en Kæreste med Ris.
' Men, frasét slige pædagogiske Katastrofer,
førte vi Børn et lykkeligt Samliv, og Legen gik
i høj Jubel gennem Fabrikens endeløse Gaarde.
Om Foraaret, naar Linden løvedes og Syring
busken i Værkskriverens Have hang med bleg
røde Klaser, da fløj vi omkap med Svalerne, der
strøg hen under Kirketagets Skæg i rastløs ilende
Flugt. Og hvilke Blomster var der ikke? —
Aurikler, Lillekonvaller, Bellis, og i Forvalterens-
Have en Stikkelsbærbusk, hvorpaa der aldrig
køhi Bær. Ja, vel var disse Haver tarvelige og