73 / 331
62
havde 1000. Man skulde ikke tro det — men
det staar i Statskalenderen for 1846.
At jeg var gode Venner med Fabrikens
hundrede Arbejdere følger af sig selv. Flere
af dem har jeg taget til Modeller i min
Roman
„ F r a den gam le F a b rik
“ , der over
hovedet giver et tro Billede af, hvad der den
Gang beskæftigede min Barnefantasi. I den
varme, hyggelige Guldpolererstue sad min Ven
Olsen med det fine, blege Ansigt og de smukke,
drømmende Øjne, der havde et saadant vemo
digt Blik, at jeg tidt spurgte, hvad der var i
Vejen. Saa nikkede han tungsindig og sagde:
„Livet, Vilhelm, Livet!“ — Han var min bedste
Ven og tro Kammerat. Han borede mine Ka
noner, naar jeg havde støbt dem ved Keiflers
Ovn, han malede mine Tinsoldater, og han tog
mig ud med Lsig og viste mig sin fattige Bolig ■
bag Blegdammene. Intet Under, at jeg elskede
ham, og senere gjorde ham til Helten i min
Barndoms Roman. Men Livet lønnede ham ikke
som i Romanen. En Dag stod hans Plads tom,
et sort Klæde laa over hans Sager, og den næste
Morgen sad en anden Arbejder paa hans Plads.
Naar jeg spurgte efter min kære Olsen, rystede
man paa Hovedet og mente, han blev aldrig
rask. Og han blev det heller ikke. Han gik