74 / 331
63
over i sine Drømmes Land og døde paa Bid
strup som Sindssyg.
„Livet, Vilhelm! Livet!“
Saa var Dinger og Karrn to ganske ander
ledes vældige, bomstærke Karle. Den første var
kaldt ind fra Schwarzwald som „Oberbrenner“,
den sidste var en rødskægget, dansk Mursvend,
en ægte Brandkøbenhavner fra de sorte Brand
folks Tid og derfor ansat ved Fabrikens to
Sprøjter. Dem prøvede han én Gang om Aaret,
og det var hans Stolthed, naar han kunde sætte
Straalen højt op over Bryggerens Tag, saa Du
erne røg til alle Sider. Til daglig skændtes han
med Dinger paa et vidunderligt Schwarzwalder-
Kulsviertysk, og jeg hørte andægtig, hvorledes
Dinger rettede derpaa. Forstod jeg ikke meget
af Tvisten, saa lærte jeg dog Tysk derved, og
en skønne Dag forbavsede jeg min Fader ved
at klare Tvistens Æble i et længere tysk Fore
drag, som jeg holdt fra en Stol i Brænderiet,
medens Fader lyttede til ved et af de aabne
Vinduer.
1 det gamle Brænderi har jeg sét „Gamle
Hans“ sidde paa sin højryggede Kongestol og
slaa Sten. Jeg har beskrevet hans tragiske
Skæbne saa udførligt i „Den gamle Fabrik“, at
jeg kan springe ham og de andre Arbejdere