78 / 331
6 7
smaa, Rester af Fortidens blomstrende „Urte-
gaarde“ — men for os Børn var det Paradis
haver, og der var, af gode Grunde, slet ingen
forbuden Frugt.
Men stoltest og rigest staar Vinterdagene i
min Erindring; thi vi havde den Gang virkelige
Vintre, ikke disse klamme, blygraa Influenza-
Maaneder, som vi nu kalde Vinter. Sneen laa
alenhøjt i Haverne, Rendestenene forvandlede sig
til de stolteste Glidebaner, Rørene sprang i Slem-
meriet, og Posten maatte hver Morgen have et
gloende Jern i Maven for at give Vand — se,
det var Vintre! Paa Gaden klingrede Kanerne
afsted Smeld i Smeld. Vi Drenge havde ogsaa
vore — Slæder kaldte ondskabsfulde Folk dem —
og nu gik det hele Skindergade igennem helt
op til „Blasen“ paa Gammeltorv; til den Sport
vare Gaardene os for trange. I dem trillede
vi „Laviner“, lavede Snemænd med Kul i ø j
nene og Lys i Munden, eller vi gravede os
„Grønlænderhytter“ i de vældige Snebunker, som
Gaardskarlen, Peer Jørgen, skovlede op. Særlig
husker jeg én Vinter, som Giandspunktet for
dem alle. I tredje Gaard laa en stor Snedrive,
som vi gjorde endnu større ved at køre Sne til
fra Forvalterens Have. Da vi havde faaet den
saa stor som en vældig Høstak, gravede vi