82 / 331
71
Rasmus lyste mig ud. Ved .Skæret af Lyg
ten saae jeg, at Døren til Møllen stod aaben —
jeg kunde se helt ind i fjerde Gaard, der laa i
Maanelys. Dette gav mig Mod — jeg havde jo
nu to Retraitelinier for „det Hvide“ , og — Ras
mus i Ryggen. Da han var kommen ind i
Stalden, sneg jeg mig tilbage og ind i Møllen.
Lyset fra Vinduerne faldt i skarpe Maanestriber
ind over Hestegangen og Stampeværket — der
var slet ikke saa mørkt, som jeg havde troet.
Længst henne i Hjørnet stod et Vindue aabent;
det
huggede i Stormen paa sin rustne Krog,
Hængslerne peb; men derfra maatte jeg jo kunne
se „det Hvide“ , hvis det vilde komme. Jeg li
stede mig derhen, men var for lille til at kunne
se over Karmen, og saa krøb jeg op paa Stampe
værket. Kirkegaarden laa for mig i hele sit
nøgne øde; thi dette Hjørne laa alt den Gang
hen
som et ubenyttet Vildnis. Sønderbrudte
Gravringe, omstyrtede Kors, forsømte Busketter,
var Alt, hvad jeg saae. Skiftende Lys og Skygge
foer i jagende Striber hen over Gravene; men i
Springgade blinkede endnu et Par Lys, og de
gav
mig ligesom Mod — saa var der dog
Mennesker i Nærheden. Men saa gik det ene
Lys ud, saa det andet, og lige i det Samme
kom der et Stormstød, saa Krogen røg af Vin