87 / 331
76
Men jeg havde ikke drømt — jeg havde vir
kelig sét dem; thi nogle Nætter efter drømte jeg,
at der i Dagligstuen, under min Moders Klavér,
var en hel Rede af „Graa“ , som vilde forbytte
mig. Jeg vaagnede i Rædsel, og saa stærk var
Drømmens Magt, at jeg efter den Nat aldrig
turde blive i Dagligstuen alene — hvorfor, vilde
jeg ikke sige.
Da jeg blev noget ældre, paavirkede Fa
brikens mange øde, skumle Rum mig paa en
ganske anden Maade. Det Spøgelsesagtige, Fanta
stiske (Digteriske, om man vil) traadte tilbage, og
noget Andet, det Forskende, Ransagende, thi
jeg tør ikke bruge Ordet „Videnskabelige“ , steg
frem med stadigt voxende Magt.
De dybe Kældre gemte Bornholms mine
ralogiske Skatte. Her laa Kvarts og Feldspat
i store Dynger, ofte med smukke Krystaller; men
foruden dem var der ogsaa andre Mineralier,
som tilfældig vare komne med. Marieglas, Dob
beltspat, Glimmer, Labrador og mange andre
Herligheder kunde findes, naar man rodede rig
tigt. Der var ogsaa Gips og Stensalt, Kridt og
sære Flintknolde, som kunde rangle. I Sand