86 / 331
75
komme pilende fra Hønsehuset, tvers over Gaar-
den og op ad Tagrenden. Det kunde være en
Rotte, men var det ikke, for den havde en rød
Hue paa, og den gik vore Rotter ikke til daglig
med. Lidt efter kom en, saa nok en, saa nok
en, saa en fem, sex Stykker — de foer som
graa Striber hen imod Tagrenden; men røde
Huer havde de alle. Forskræmt stirrede jeg op
mod Taget, og nu saae jeg et Syn — ja , jeg
saae det virkeligt — det er hverken Drøm eller
Digt.
Tagstenene lukkede sig op ligesom smaa
Luger, og ud ad Aabningerne kom den ene lille
Graa efter den anden. De sprang og hoppede
ligesom Egern, stak Hovedet ud over Tagrenden
og nikkede til mig — men røde Huer havde de
alle. Rædselslagen lod jeg mig glide ned paa
Bunden af Vognen, og derved kom jeg til at se
op i Linden. Dér sad en to, tre Stykker over
skrævs paa Grenene og nikkede ned til mig.
Nu gav jeg et højt Brøl af Angst :— Rasmus
Portner kom op af sin Kælder, tog mig ned af
Vognen og spurgte mig, hvad jeg fejlede. Jeg
fortalte ham det, men han svarede: „Kirsten
skulde inte rende om med sin Kæreste og lade
dig ligge og sove i Vognen. Kom nu ned til
mig — du har jo drømt det Hele/