94 / 331
83
hemmelig Angst. Ind under Stolperne var et
Dødningehoved trillet, og nu laa det og grinede
imod mig — en ækel Maske, tabt paa Livets
store Karneval.
Skulde jeg tage den? — Den saae saa
grøn, saa muldnet og muggen ud — den var
slet ikke som de fine, hvide Hoveder i den
magre Herres Kælder. Jeg betænkte mig lidt
— saa bukkede jeg mig ned og tog den. Øje
hulerne var helt fulde af fed Jord; de maatte
renses, og saa fik jeg fat i en Pind — det var
min første Anatomikniv.
Da — just som den sidste Jordklump faldt
— skete der Noget, som ligefrem forstenede mig.
Inde i øjekrogen begyndte Hovedet at lyse —
først svagt som en ulmende Gnist — saa stær
kere som en straalende Stribe, og endelig saae
jeg i Bunden af den sorte Øjehule en lille glø
dende Slange sno sig i lysende Ildbugter og gen
nem et Hul dukke frem i den modsatte øjegrube.
Med et Forfærdelsesskrig kastede jeg Ho
vedet] fra mig, styrtede gennem den mørke Mølle
og rendte Hovedet lige i Maven paa Rasmus,
der i Nydelse af sin Aftenpibe stod ved Værk
skriverens Have.
„Er han gal?“ spurgte Rasmus.
„Hvad
render han nu grasat efter?“
6
*