100 / 331
8 9
mig med, at Moder vilde komme, tage mig paa
sine Arme og bære mig ud.
Uagtet jeg længe mindedes denne „fyrgter-
lige Ildebrand“ , var jeg dog senere nærved at
blive den gamle Fabriks Herostrat, og hermed
gik det saaledes til.
Fader var i Paris, jeg tror det var i 1844,
og jeg havde saaledes friere Spil end ellers. En
Dag kom der en lille Kasse fra Paris, og i den
fandtes, blandt andre Rariteter, et Par grønne
Papcylindre, som indeholdt noget højst Mærke
ligt. Det var nogle smaa, lakerede Pinde, som
havde en rød Klat i Spidsen, og naar man
strøg Klatten mod noget Sandpapir, futtede den
af med et Knald og tændte Pinden. Det var
den Gang en lige saa stor Opfindelse som de
Røntgenske Straaler nu, men Ingen anede, hvor
mange Assuranceselskaber den skulde bedrøve.
Vor Kokkepige, som hver Morgen hamrede
løs med Sten og Fyrstaal, fik nu et af disse
mærkværdige Hylstre med Paalæg om kun at
bruge én Svovlstik om Dagen; men det varede
jo ikke længe, før jeg fik fat i det. Med stor
Vigtighed viste jeg det til mine Kammerater, og
saa skulde Pindene prøves.
Om Aftenen sneg vi os ind i det gamle