98 / 331
87
læggerovnens Plade sigtede Vilhelm Tell paa
sin Søn, medens Gessier stod ved Hattestangen
og grinede. Kunstneren havde lagt noget rent
djævelsk i Gessiers Ansigt, og da jeg misforstod
Sagnet og forblandede Navnene, havde jeg faaet
den naive Idé, at Kongen mulig vilde tvinge
Fader til at skyde et Æble af mit Hoved, hvis
jeg ikke tog Kasketten dybt nok af for Maje
stæten. Heldigvis mødte jeg ikke Frederik den
Sjette; thi han døde, da jeg var henved fem
Aar gammel.
Herom har jeg bevaret et halvslettet Minde.
Jeg stavrede om i vor store blaa Sal, da Fader
kom ind og sagde, at Kongen var død. Det
lettede ganske vist Noget paa Kasketten; men
paa den anden Side følte jeg dog en vis Tvivl
om det ikke var et Krigspuds — jeg troede
Kongen fritagen for den Slags Ubehageligheder.
Da lød fra Gaden Sørgepaukens dumpe, dæm
pede Toner. Fader tog mig paa Armen og bar
mig til Vinduet. Nede paa Gaden holdt to He
rolder paa sorte Heste i den hvide Sne. Den
ene kundgjorde Kongens Død, den anden trom
mede sin hule Dødshvirvel, og saa red de lang
somt videre, medens de hvide Snedun laa som
Kniplingsbræmmer om deres Guldmorskapper.
Da brast jeg i vild Graad og vilde ikke høre