101 / 331
90
Brænderi, satte Jernstangen for Døren, og saa
begyndte vi at futte. Det gik overordenlig bril
lant, indtil der paa én Gang gik Ild i det Hele.
Jeg brændte mine Fingre, slyngede Hylsteret fra
mig, og i samme Nu gik der Ild i et Par Bundter
Tækkerør, som laa over nogle gamle Tjæretønder.
Disse fængede som Krudt, Luerne slog alenhøjt
i Vejret og hoppede som Ildfluer rundt i Høet
paa de gamle Pakkasser, der var stablede helt op
under Loftet. Nu lød der Brandraab udenfor, og
saa løb vi Alle ind i tredje Gaard og skjulte os.
Heldigvis var det Fredag Aften. Folkene
vare i Brænderiet, Sprøjterne i Orden og Karn
stod ikke forgæves ved „de sorte Brandfolk“.
Ilden blev hurtig slukket, men nu skulde man
have fat i Forbryderen — man havde fundet
Laaget til det grønne Hylster fra Paris.
Aldrig glemmer jeg Forvalter Petersens blege
Ansigt, da han kneb mig haardt i Øret og med
dirrende Stemme sagde: „Naa! Saa det er dig,
din forbistrede Dreng! — Ja, nu slipper Du ikke
for Forbedringshuset.“
Det var skrækkelige Ord, som holdt mig
vaagen mangen en Nat; men da Fader kom
hjem, var Sagen glemt, eller snarere ikke for
talt ham. Jeg kom ikke i Forbedringshuset, ja,
ikke en Gang paa Flakkebjerg, og da Forvalter