121 / 331
110
os, og Flaaden vogter sig nok for „Trekroner“
— det kender de fra 1801.“
Selv Peymann havde ingen Anelse om, at
der fandtes stærkt armerede Batterier, som laa
en halv Gang nærmere, og altsaa kunde sende
deres Bomber helt ind til Kongens Nytorv. Og
dér faldt ogsaa 'de første — til stor Skade for
„Hesten“ og Hestene foran en Bryggervogn.
Alligevel var vi ikke uvirksomme, men søgte
at sikre os paa samme Maade som i de andre
Huse. Brandkarrene blev fyldte, nogle kom op
paa Loftet, som blev gjort „bombefast“ paa for
skellig Maade. Hos os blev det helt belagt med
Brænde; derover lagdes saa Sengklæder, Dyner,
Madratser og endelig alle min Faders Bøger —
dem ansaa man for særlig uigennemtrængelige.
Man kendte slet ikke Noget til den Kraft en
hundredepunds, faldende Bombe har.
Men netop derfor var vi saa mærkværdig
trygge, ja næsten ligegyldige. Vagtparaden spil
lede om Formiddagen for Masser af Tilhørere,
og om Eftermiddagen gik Folk i Kongens Have,
hvor der ogsaa var Musik, og hvor man spiste
sin Aftensmad i det Grønne. Ja, om det saa
var Tallotteriet, saa blev det trukket under
Trompetfanfarer den 1ste September, Dagen før
Bombardementet.