127 / 331
1 1 6
en sørgelig og besværlig Gang til vort gamle
Hjem; men da vi naaede det, blev Sorgen endnu
større. Det laa i Ruiner med afbrændt Tag og
sammenstyrtede Lofter. Fader havde mistet Alt
— vi havde kun vor Forbandelse mod Englæn
derne tilbage.
Og den udøste Fader i rigt Maal; thi han
var en heftig Mand. Moder græd stille hele
Tiden. Hun bar min lille Broder Adolf paa
Armen; Fader gik med mig og Louise ved
Haanden. Adolf var den Gang knap to Aar,
Louise ni.
Vi gik op ad St. Pederstræde for at naa
Volden. Enkelte Bomber begyndte igen at falde,
men under Voldens Skraaninger var der Dæk
ning, og den blev ogsaa benyttet. Mange Ste
der havde Folk gravet sig Huller, eller rettere,
Huler ind i Volden, og her sad de med deres
Ejendele, glade over at kunne friste deres fattige
Liv og frelse deres Smaa.
Vi hørte Skud fra Pesthusbatteriet og turde
derfor ikke gaa over Langebro. Den var saa
fuld af Flyttende og Flygtende, at den næppe
kunde bære, og blev den ramt, var det den
sikre Undergang. V i gik derfor ned ad den
Gade, man kaldte „bag Slottet“ og derfra ind