136 / 331
125
og Veninder, er nu kun Henrik Meincke tilbage.
Jeg skylder dem Alle en Række af gode og lyse
Minder.
Den gamle Gaard i Nybrogade var kun i
maadelig Stand, da min Bedstefader overtog
den. Bolværkerne ud til Kanalen vare forfaldne,
Grunden slet piloteret, ja, i det gamle Sæbe
syderi var Kjedlen ikke fornyet siden 1777.
Men „Tiderne vare onde og Riget i Gæld“ ,
som det saa smukt hedder i Historien; thi endnu
i 1813 maatte man give 140 Kurantdalersedler
for én Species i Sølv, og min gamle, eller ret
tere, den Gang unge Bedstefader, havde den
Ærgrelse at maatte betale 560 Rigsdaler for et
Par „ungerske Støvler med Kvaster“ .
Men ogsaa hele Kvarteret stod i Gæld til
Fortiden. Fra Vinduerne havde man det trøstes
løse Syn af Christiansborgs forbrændte, røg
slagne Mure, Bygningerne mod Vest vare smaa
og uanselige — man mindes endnu det lave
Hus paa Hjørnet af Nybrogade og Raadhus-
strædet som en Lilleputresidens, der først faldt
i Slutningen af Firserne.
Ved Sandkisten for Enden af Nybrogade
viftede grønne Træer; tungtlastede Pæreskuder