141 / 331
1 3 0
og i Rendestenen stod en rusten Blikkasse, hvori
kun med rystende Haand øste Rødstenssmuldet
fra Flisens Huling. Hun bad aldrig om Noget,
saae af og til op i Luften med et mat, usigelig
trøstesløst Blik, og skurede saa videre. Det var
„Rødstenskællingen“ — en kendt Figur fra det
københavnske Gadeliv. Fader gav hende altid
Noget, og kom jeg alene, gjorde jeg det samme
—■Forskellen mellem de varme, hyggelige, lyse
Stuer og dette ensomme Slid i Vinteraftenens
Mørke var saa stor, at jeg tidt var nær ved at
græde. Penge ejede jeg ikke — men jeg havde
mine Erobringer fra Thebordet, Julekage, Tve
bakker, kort sagt Alt, hvad vi Drenge indbe
fattede under Fællesbegrebet „Guf“ . Det gav
jeg hende, og hun spiste det med en sulten
Ravns Graadighed.
Fra ganske lille havde jeg et ualmindeligt
Øre for Vers. De hang klinede i min Erindring
som Svalereder under et Tag, og manglede der
en Linje, kunde jeg lave den selv. Dette morede
Bedstefader, og naar han var færdig med sin
Whist, blev jeg stillet op paa et Bord og gjorde
mine Kunster. En Aften havde jeg fremsagt
Der staar en Smedje paa Helgoland,
saa ensom den staar paa det hvide Sand.
Dér svinger Vølund, Smeden, med Flid
den tunge Hammer ved Midnatstid. —