139 / 331
128
gamle „Sorte Hane“ , der nu kun blev brugt til
Kontor og Bolig for Fuldmægtig Nyholm og
Familiens Læge, Doktor Crone.
Der laa et Stænk af Melankoli paa Bunden
af min Bedstefaders Karakter, og det kommer
frem som et Hjertesuk midt i Glæden over at
have fuldført et stort og anseligt Byggeværk.
„Jeg oprejste den — Gud veed, hvem der
skal nedbryde den“, skriver han — men endnu
knejser den røde Gaard, rank og urørt, som
var den muret i Dag. Den har, som Nybrogade
i det Hele, ikke fulgt med det København, som
kommer, og naar jeg i Forbigaaende nikker til
min fordums Barndomskammerat og ser ind
i
den gamle Gaard, dukke talrige glade Minder
op i mit Sind, og jeg synes slet ikke, at det
vilde være underligt, om jeg hørte min Bedste
faders kaldende Stemme. Kun Et forstaar jeg
ikke: at det er over halvhundrede Aar siden, at
den klang mig imøde.
Ja, denne Gaard var i Sandhed et Hjem! —
et Hjem for Kærlighed, for Tro, for Orden og
Arbejde. Man halede ikke „Livskravet“ til Vejrs
paa en Stang, lod det ikke som en Vejrhane
snurre rundt for skiftende Stemninger — nej,
man bar det dybt i sig selv, styrede efter det
som et Kompas uden Misvisning, og var der