140 / 331
1 2 9
Noget, som var banlyst fra dette Hjem, saa var
det alt Bulder og Bavl, al Reklame og Spræl,
al „Væren med“ i Døgnets snurrende Døgnflue-
liv. Det var et Hjem for stille Nøjsomhed,
ihærdigt Arbejde og fast Vilje — derfor blev
det lykkeligt og stort.
Dette opfattede jeg kun dunkelt som Barn.
Da var Hjemmet i Nybrogade for mig væsentlig
Søndagens og Feriernes Hjem med milde, ven
lige Ansigter, lysende Juletræer og klingende
Kaneture. Her samledes Børnebørnene i en Flok
saa stor, at den snævre Hjørnestue næppe kunde
rumme dem, og derfor gik Legen ad Trapper
og Gange i Gaard og i Stald, i Pakhus og Port,
til Bedstefader aabnede et Vindue og raabte:
„Hvad er dette her for Noget?“ — Saa listede
man slukøret op, fik fat i Gnavposen eller kig
gede i „Kukkassen“ til man faldt i Søvn.
Naar jeg saa skulde hjem langs den øde,
isbelagte Kanal i Mørke og bidende Blæst, mødte
der mig et Syn, som altid skar mig i Hjertet.
Paa Fortovet foran Vejerhuset laa under en
osende Tranlygte en gammel, udlevet Kælling,
saa lang hun var hen ad Fliserne og skurede
en Rødsten rastløs frem og tilbage. Hun havde
næppe de Pjalter, hun kunde skjule sig i, Fli
sen var hulslidt af hendes ihærdige Skuren,
V.
Bergsøe: De forbistrede Drenge.
9