143 / 331
132
Fundament med Fyrhuller, og til højre gik man
ad et Par Trin ned til de Stenkamre, hvori
Sæben svaledes og lagredes. T il daglig var der
ikke ret meget at se, men naar de sydede, vat-
jeg en sikker Mand. Da flammede Luerne ly
stigt under „Potten“ , Kedlen klukkede med bri
stende Bobler, halvnøgne Mænd rørte i den med
lange Stænger, og hvide Dampe fyldte Rum
met, steg som Skyer mod Loftet, væltede som
hvide Taageskikkelser ud i den lille Gaard og
forsvandt højt oppe over Tagryggen som smel
tende Bomuldsfnug, der var noget dæmonisk,
syntes jeg, i dette af Luer og Dampe opfyldte
Rum. Kedlen syntes mig at kunne sluge Men
nesker, og med Rædsel lyttede jeg til Stuepigens
Fortælling om en Karl, som af Skinsyge havde
skubbet sin Medbejler i Kedlen, hvor man kun
fandt hans Uhr og hans Knapper.
Denne Myte — thi andet har det næppe
været — troede jeg virkelig paa, og det gav
Anledningen til min Fortælling „Stærke Jør
gen“ . Senere har jeg indset Begivenhedens
Umulighed og undret mig over, hvor et Barne-
øje tager fejl af Rum og Dimensioner — det sér
Alt i gigantisk Størrelse, fordi det maaler efter
sin egen lille Person. Da jeg skrev „Stærke
Jørgen“ , var der for mig intet underligt i Be