142 / 331
131
og jeg havde gjort det med en Bravour, som
bevirkede, at Bedstefader forærede mig en af
Christian den Femtes gamle Kroner, vel ind
svøbt i Papir. Med denne Skat vandrede jeg
afsted — det var det første Honorar, som Poe
sien havde indbragt mig —: og saa stod jeg
atter foran „Rødstenskællingen“ . Hun saae op
imod mig med sit tunge, fortvivlede Blik, og
saa sagde jeg: „V il Du ha’ den?“
Jeg lukkede Papiret op, men da hun saae
Kronen, virrede hun med Hovedet og sagde:
„Den er for stor — den har du ikke Lov at
give mig!“ og saa skurede hun rastløst videre.
Jeg gik bedrøvet hjem — den Aften havde
jeg ingen Kage.
I min barnlige Fantasi spillede „Sorte Hane“
dog Hovedrollen — derfor husker jeg den saa godt
endnu. Det var en lav Bygning med et frem-
skydende, røgslaaet Tag. Murene vare strøgne
med sort Cement, hvori der funklede Glasstum
per, og over den lave, skraatstribede Indgangs
dør stod Bomærket: en sort Hane med rød Kam
paa en gulbrun Tønde.
Indenfor var Rummet tvedelt. T il venstre
stod den store, blanke Kobberkedel paa et muret
9*