321 / 331
310
mange Aar har han levet for Skolen og fol
den alene, saaledes som H an forstod at leve
for sit Kald.
Han røgtede sin Gerning indtil
sin sidste Levedag; hans
Livs Lys er ikkelang
somt udbrændt, men slukket pludselig, som ved
et Vindpust. Derfor vil Mindet om ham staa saa
meget klarere for os!
Mine Venner! Lad os gemme hans Minde,
ikke blot i Erindringen, men i Viljen! Vi kan
ikke og skal
ikke ligne
ham iAlt, men lad
os stræbe at
ligne hami det, som var hans
første Dyd: at tænke sjelden paa sig selv, men
altid paa sit Kald og sin Gerning, at den ikke
skal forsømmes. Gud vil signe h a n s trofaste
Gerning og lønne ham for den!“
Der var hulkende Graad, da vi stod om
det gabende Svælg, der gemmer Dødens Hemme
lighed. Sjelden er en Lærer bleven fulgt til Gra
ven med saa mange, saa oprigtige Taarer.