316 / 331
305
„Og hvad var det?“
„Aa, det var bare saadan en — Spytte
bakke eller to.“
Hammerich mente dog at have set en i
Dagligstuen.
„Ak ja ,“ sukkede Svenningsen, „der stod
virkelig saadan en uselig lille Messingtingest
henne ved Kakkelovnen, men den turde jeg ikke
bruge. “
„Hvorfor ikke?“
„Nej, for den var saa blank og saa laa der
hvidt Sand i den paa lyserødt, broderet Silke
papir — det var meget for fint for mig. Jeg
bruger Skraa, som De veed.“
„Men hvad gjorde De da?“
„Ja, jeg skulde jo af med den, og spytte
maatte jeg ogsaa — saa gjorde jeg det af og
til i min Hat. Der var jo Ingen, der saae det.“
Svenningsens Had til det Pæne og Pynte
lige gik lige til hans egen Person. Naar han
havde skiftet Ham, hvad der altid skete ved
Nytaarstid, fik en eller anden Stakkel hans
gamle Dragt, men i den nye var han kendelig
genert og tørrede ufortrødent Blæk, Kridt og
fedtede Fingre af paa Ærmer og Benklæder for
at faa dem mindre flunkende. Derimod generede
V. Bergsee: De forbistrede Drenge.
20