311 / 331
300
somme, træge Gang givet ham øgenavnet
„Sneglen“ .
En Sommerdag havde en af Drengene med
bragt en stor Buket Bonderoser, som han høj
tidelig overrakte Funch, der lagde den fra sig
paa Katederet. Vi andre vare noget forbavsede
over dette Snobberi lige overfor en hadet Lærer,
men Drengen gjorde os ved Fingertegn og Mine
spil opmærksom paa, at vi kunde vente os noget
ganske Overordenligt.
Det varede heller ikke længe, før vi saae
en stor graa Havesnegl komme spaserende op
af Buketten. Lidt efter kom der endnu en, og
saa kom der en tre, fire Stykker, virrende med
lange Følehorn og trækkende brede Slimstriber
efter sig. Funch tog det meget fornuftige Parti
at lade som han Intet saae, men vi andre fulgte
Sneglenes Bevægelser med den mest spændte
Opmærksomhed. Endelig krøb et Par ned paa
Katederet og nærmede sig Protokollen, men Funch
lod stadig som om Intet var i Vejen, og skøndt vi
alle var højrøde i Hovederne af indeklemt Latter.
Da det nu lod til, at der Intet vilde blive
af Spasen, rejste Giveren sig pludselig op, og
idet han i sin Ivrighed kom til at fortale sig,
raabte han: „Hr. Snegl, der er Funcher paa
Katederet!“