307 / 331
296
Lækatten ramtes paa Stedet. Den blev udstoppet
og var i lange Tider et „Haupt- und Rabalder-
stiick“ i Skolens naturhistoriske Samling.
Af og til tog han Del i Pensionærernes
Lege om Eftermiddagen. Der blev en Dag spillet
Langbold, og Svenningsen stod og saae til.
Pludselig sagde han: „Lad mig nu slaa et Slag.“
Det blev af os Drenge anset for noget stort,
naar vi kunde drive Bolden i Højde med første
Sal; men da Svenningsen slog, fløj den med
en susende Lyd over Skolens Tag og fandtes
aldrig mere. En anden Gang havde vi Faste
lavnsløjer; der skulde med Knipler kastes efter
Jydepotter med Konfekt, og det kneb for „de
Smaa“ .
„Nu skal je g hjælpe dig,“ sagde han til
en lille, forfrossen Dreng. „Lad mig faa din
Knippel!“
I næste Øjeblik susede den afsted, knuste
Jydepotten og slog derpaa den nederste Fylding
ud paa Døren til Kirkegaarden.
„Der slog jeg dog vist noget for haardt,“
sagde Svenningsen.
Disse Ord kunde han godt have anvendt
ved andre Lejligheder. Som Klasseinspektør
havde han det sørgelige Hverv at skulle banke
Skolens Syndere, og der slog han vist ogsaa