309 / 331
298
Tilladelse til at springe nogle Anmærkninger
over og examinerede mig saa næste Gang netop
i disse. Jeg gjorde gældende, at vi ikke skulde
lære dem, og saa paastod han, at jeg løj, hvor-
paa han gav mig Nul og Anmærkning for Do
venskab. Nu var min Taalmodighed til Ende;
jeg protesterede saa kraftigt, at jeg fik Anmærk
ning for Trods og Uforskammethed, og da Ham-
merich saae denne Syndflod af Misgerninger, var
der slet ikke Tale om nogen Forklaring — jeg fik
en Tordentale med Anvisning paa Svenningsen.
Da jeg gik ned til ham, fandt jeg den hele
Behandling saa rasende uretfærdig, at jeg i min
Harme besluttede at lade mig straffe uden at
kny — min Stolthed oprørtes over, at jeg skulde
frikøbe mig fra Uret ved Skrig og Jammer. Der
maa have været et Udtryk af dette i mit Ansigt,
da jeg traadte ind, thi Svenningsen saae meget
strengt paa mig og sagde blot: „Knap saa
Trøjen.“
Exekutionen begyndte. Jeg bed Tænderne
sammen og talte Slagene, der faldt haardere og
haardere — men jeg tav; jeg v ild e ikke gi’e
mig. Da vi saa naaede til 75, kunde jeg ikke
mere — der undslap mig et Av! og Svenning
sen hørte øjeblikkelig op, idet han sagde: „Det
kunde du have sagt lidt før, saa havde du