314 / 331
303
atter maatte denne tilstaa, at det forholdt sig
rigtig.
„Nu vel!“ endte Svenningsen, „saa kan du
tage de Prygl, du har faaet i Dag som et ringe
Afdrag paa den Gæld, hvori Skolen staar til
dig. — Herrrutt!“
Og dermed var den Sag klaret.
Lige saa sikker og selvbevidst Svenningsen
var i den pædagogiske Verden, lige saa sky og
famlende var han over for det sociale Livs
Etikette og taabelige Former. Ganske magtesløs
var han lige over for „fine Damer“ , og en
pyntet Moder, Tante eller anden kvindelig „For
ælder“, der kom for at hyle over lille Basse
mand, kunde bringe ham rent fra Koncepterne.
Han hørte helst paa dem i Porten, men forsvandt
saa pludselig med en kejtet Undskyldning i
„Archivet“ , hvor han med et „Ærrr!“ drejede
Nøglen i efter sig.
At ledsage Damer, konversere dem, kort
sagt „give Kavaleren“ var ham aldeles umuligt,
og kom han i en saadan Situation, løb han
rent ud sin Vej.
Under et Ophold hos sin Søster paa Hol-
steinsminde, fik en kvindelig Gæst at vide, at
han vilde rejse næste Morgen. For at slaa