317 / 331
306
han sig ikke lige overfor sine „Bekendte“ , selv
om de vare nok saa lurvede. En Dag, da han
gik med en Lærer under Børsen, mødte de en
ganske forskrækkelig Bølle, som hilste meget ær
bødigt paa Svenningsen. „Hvem var dog det?“
spurgte hans Ledsager. „Ja, jeg veed det, min
Sandten, ikke,“ svarede han; „men vi kan jo
spørge ham ad. — Hvem er De?“
„Kender du mig inte, Svenningsen? — jæ
æ’ jo Olsen,“ svarede Fyren.
Da gik der et Overraskelsens Glimt over
Svenningsens Ansigt og han udbrød: „Ja, Gu’
min Salighed, er det ikke Olsen! — Ja, du maa
forlade mig, min Broer, for vel har jeg kendt
dig i fem og tyve Aar, men endnu har jeg
aldrig set dig ved Dagsens Lys.“
Svenningsen var i sine senere Aar flere
Gange syg, men var meget utilbøjelig til at
tage mod Lægehjælp og Medikamenter. Han
blev tilsidst indlagt paa Frederiks Hospital for
gastrisk Feber eller Tyfus, og det fortælles, at
han, ked af den strænge Diæt under sin Rekon
valescens, saae Lejlighed til at snige sig bort,
hvorefter han indtog et rigtig solidt Maaltid hos
en Værtshusholder i Store Kongensgade.
Da Overlægen næste Morgen gik Stuegang,
ytrede han om Svenningsen: „Som De ser, mine