319 / 331
308
paa Vejen til Almindelig Hospital, var — Cleo-
phas Svenningsen.
Otte Dage efter var Skolens Legeplads som
forvandlet. Hvor før de hvide Snebolde susede,
laa nu den mørke Gran; den vilde Jubel, den
lystige Leg var vegen for Dødens Stilhed; istedet-
for tumlende Skarer saaes tavse Grupper, Æ l
dre og Yngre, stirrende hen mod Højen, hvor
Svenningsens Kiste stod, tung og ubevægelig
som den Mand, der i den sov Evighedens Søvn.
Skillerummet mellem Livets og Dødens Tumle
plads, var brudt og gennem den granklædte Bue
saae vi for første Gang fra Skolepladsen Kirke-
gaardens Marmortavler og Kors. — En kold
Blæst foer som Dødens Aande hen over os.
Da kom Hammerich til Syne i Skoleporten.
Sortklædt, ligbleg traadte han hen til Kisten,
blottede sit Hoved og medens Vinden viftede i
hans graalige Haar, klang hans stærke, sonore
Stemme som en Domsbasun over Gravene:
„Vi se ham ikke mere, og dog staar hans
Billede saa levende for os, at vi glemme det
aldrig. Men vi have ogsaa set mere paa ham
end de Fleste, vi leve med, fordi naar vi saae