320 / 331
3 0 9
og hørte paa ham, saa saae og hørte vi ham
selv, ikke Noget, vi kendte andet Steds fra,
men det fulde, sandfærdige Udtryk af hans
Personlighed. Det hænder saa ofte, især i en
dannet Tidsalder, at man hører Ordene lyde,
men ikke kan kende Stemmen, fordi det er Tidens
Røster, som lyde igennem den. Han s Stemme
kunde vi altid kende igen: i Skæmt som i Alvor,
ved Undervisning, i Samtale lignede han altid
kun sig selv, altid den samme fast, ja snævert
afsluttede, jævne, kærnefulde Personlighed, og
altid lige frisk og oprindelig.
Og ligesom det var ham givet at forbinde
den unge Lærers Friskhed med den gamles Er
faring, ligesom han i Undervisningen aldrig var
hildet af sine egne Metoder, endsige af Andres
— saaledes var han ogsaa i sin øvrige Færd
som Lærer uden Fordomme og uden Persons
Anseelse. Her er en talrig Kreds af hans ældre
og yngre Disciple; jeg hører selv til deres Kreds.
Er der nogen Eneste af os, som kan sige: mig
har han foretrukket eller: mig har han forurettet?
Det var ikke denne kolde Retfærdighed. Har
vi ikke set ham hjælpe og trøste, selv hvor Sor
gerne vare af de sm a a ?
—
Han har været Lærer og ført Tilsyn ved
vor Skole i henved tredive Aar; og i disse