315 / 331
304
Følge erklærede Damen, at hun ogsaa vilde
rejse, og udbredte sig vidtløftig over, hvor
yndigt de skulde have det paa den lange Dag
vognstur, hvortil han blot bemærkede: „Ja, det
kan jo blive saare fornøjeligt.“
Men næste Morgen var Svenningsen for
svunden — Ingen vidste hvorhen.
Ene stod han i Livet, denne dygtige men
sære Natur, der lod haant om alt Vrøvl og
Konveniens. Familiebesøg gjorde han sjeldent,
Visiter hadede han som Pesten, men dog maatte
han én Gang, meget mod sin Vilje til det.
Carl Tolstrup, som var Lærer i Religion,
havde som nygift bosat sig paa Christianshavn.
Alle Lærerne havde gjort Gratulationsvisit, kun
Svenningsen manglede, og Hammerich lod ham
forstaa, at det vilde saare Tolstrup, hvis Skolens
Inspektør alene udeblev. Saa tog Svenningsen
sin Hat og sin Stok, og gik meget mod sin
Vilje paa Bryllupsvisit.
Da Hammerich senere spurgte ham, hvad
han syntes om de Nygiftes Hjem, svarede han:
„Jo , der var, saamænd, overmaade pynteligt.
Alt var saa behængt og saa nyt, og saa var
der stillet saa mange Smaaragerier op allevegne,
at jeg næppe turde røre mig. Der manglede
kun en for mig saare nødvendig Genstand.“