306 / 331
295
og saa blinkede der henad Morgenstunden et
enligt Lys i Strandgade Nr. 57, et lille Hus, der
hørte til Frederiks tyske Kirke og laa paa Kirke-
gaardens Grund. Her havde han af Graveren,
Wimmer, lejet et Soveværelse, og til dette van
drede han i den tidlige Morgenstund for at faa
et Par Timers Hvile. Det var paa en saadan
sin Hjemtur, at han mødte Krarup, som forun
dret tilraabte ham: „Ih nej! — Gaar De ogsaa
Morgentur?“ hvortil Svenningsen rolig svarede:
„Aa ja ! Det kan vel kaldes saaledes; men det
er dog ligesom man tager det.“
Fra dette Hus kunde han om Morgenen
gaa lige ind paa Skolepladsen, hvor han fodrede
Spurvene med Resterne af sit Maaltid. Her kom
jeg ofte ned til ham, og han havde da hyppigt
ogsaa Noget til mig, særlig „Figenpærer“ fra
Kirkegaarden. Han viste mig ogsaa Kunststykker,
og mærkeligt var det at se, hvor denne ældre,
svære Mand endnu var behændig. Staaende paa
venstre Fod, lod han sin Stok balancere paa
højre, kastede den i Vejret med et Ryk, lod
den falde ned paa højre Haands Flade og ba
lancerede saa med den dér. Den øde Kirke-
gaard var rig paa Lækatte. En Dag smuttede
en saadan ind i Skolegaarden. Svenningsen
greb sin Stok, brugte den som Kastespyd, og