161 / 287
ikke mere at holde end hundrede Rigsdaler maanedlig. Da det
nye Slot var bygget, m aatte der nye og anselige Menageribyg
ninger til. I Begyndelsen har heller ikke her Dyrebestanden væ
ret til at prale af. Der er i Regnskaberne kun antegnet et eneste
mærkværdigt Dyr, som har væ ret anset for en Sjeldenhed, nemlig
en i Eftersoriimeren 1703 ankommen „ostinidisch F erkel“. Noget
skrækindjagende Exemplar af Dyreslægten har det neppe været,
eftersom „Ferkel“ er den tyske Benævnelse for en Gris. Men det
har altsaa væ ret en sjelden Gris. Senere hen blev Menageriet paa
Frederiksberg nok værd a t se med dets Samlinger af Løver og
Bjørne' og andre vilde Bæster i Hobetal. I 1705 udbryder en Poet
under Betragtningen af M enageriet:
Her kunne ses de Dj ur, hvis Grumhed ellers fnyser,
Og som en Bussemand hver Sjæl i Livet kyser.
Menagerier var i hine Tider ret almindelige paa de kongelige
eller kunstigt fremstillede Kildevæld eller nedstyrtende Kaskader
og var ofte af en betydelig baade Højde og Dybde, saa at der kunde
anlægges Gallerier, hvorfra man betragtede det rindende Vand,
og de var prydede med Snegle og Muslinger af Bly, med Frøer og Slan
ger og Firben. Og dybest i G rotten sad en af de kendte, malede
Trædukker — Erem iten — der ved en kunstig Mekanisme rejste
sig og gjorde Reverens for den Indtrædende, naar Tærskelen til
Grotten betraadtes. Den Slags G rotter fandtes baade i det gamle
Amalienborgs Slothave, paa Charlottenborg, i Annas Sophies lille
Have ved Palæ et bag Børsen og senere paa Fredensborg. Frede-
riksberghave havde hele to, rigt udstafferede med Spejlglas, fa r
vede Sten og Glasperler, der skulde forestille kostelige Ædelstene,
der var isprængte i Klippelagene. Og til de kongelige Herska
bers Bekvemmelighed var der i G rotterne hensat rigt dekorerede,
silkebetrukne Stole.
Hvor de to G rotter har havt deres Plads i Frederiksberg Have,
Fot. „Før og N u“.
N r. 15.
17.
19.
F red erik V I’s A lle.
Samme Parti — 1920 — som paa B illederne paa foregaaend e Side.
Slotte. Kongen var en Elskér af Dyr, desværre ogsaa af Dyre-
kampe, som han paa sine Rejser i Udlandet havde faaet Smag for. I
Februar 1709 blev der til hans Fornøjelse i Venedig arrangeret
en stor Tyrefægtning, og i Dresden samme Aar en „magnifique
Dyrekamp mellem en Løve, o tte Bjørne, syv Vildsvin og en Bøf-
feloxe.“ Ja — han generede sig endda ikke for a t hjemføre denne
barbariske Form for Forlystelse til det fredelige Danmark. Han
lod saaledes i 1707 afholde Tvekampe mellem en engelsk Dogge
og en Tyr og mellem en Hest og en Bjørn, og i 1710 arrange
rede han en Bataille mellem en Tyr og en Bjørn. Bjørnen var
i Følge Beretningerne den, der bukkede under. For at kunne
tillade sig saadanne Flotheder maa Dyrebestanden i hans Mena
gerier baade paa Frederiksberg og paa hans øvrige Lystslotte jo
have været ikke helt ringe.
Foruden Fasanhuse og Menageri. Andeøer og Kaninbjerge var
der i den ældste Frederiksberghave D u e h u s e og V o lie r e r , men
der har heller ikke væ ret Mangel paa Maarer og Høge og Ildere
og Væseler, der efterstræ bte Duerne og Sangfuglene, thi Hofsned
keren fik hyppigt Ordre til at forfærdige Mængder af Fælder,
hvori de ubudne Gæster kunde lade Livet.
I Baroktidens og Rokokotidens fyrstelige Haveanlæg var G rot
ter ganske uundværlige og anlagdes som Regel over naturlige
ved man ikke. Men man er paa det Rene med, at de nuværende
K ildegrotter er af langt senere Oprindelse.
Havens Indhegning var for Enderne af de to store Alleér for
synede med Bomme, og paa passende Steder saa man de forgyldte
kongelige Navnechiffre anbragt, ligesom man saa „fiinf Tafeln
m it der Hand und Beyl“ opsat forskellige Steder, for at paaminde
de Udenforstaaende om, a t her havde Enevoldsmagten hjemme
med Retten til at straffe dem, som nærmede sig disse fredhellige
Pauluner.
Fire Aar efter Paabegyndelsen af Bygningen stod den for saa
vidt parat til at kunne modtage sine høje Beboere. Men allige
vel var jo ikke Alt, som det burde være. Vilde M ajestæ terne tage
Bolig paa Slottet, m aatte deres kongelige Næser være belavede
paa den ikke behagelige Duft af Kalk, Oliefarve og vaade Mure.
Koldt og ra a t og fugtigt var det herude paa det nye Slot, hvor
for man ogsaa havde beklædt Væggene med 862 Alen T ræm aatter
En anden Aarsag til Kongens formodede Misstemning var den,
at hans Elskerinde, den før om talte Grevinde V ie r e c k , et Par
Maaneder forud var død. Han havde — efter Ludvig den 14de,
Modekongens, Exempel — ladet sig vie til venstre Haand til denne
Dame, der var en D atter af den preussiske Gesandt
i
København,
sandt at
sige til
største Fortrydelse for
hans lovmæssige Dronninge-
1 5 7