173 / 287
Dronning Louise, af hvem der paa Frederiksborg findes et
interessant Billede, m alet af d ’A g a r, døde den 15de Marts 1721,
og med dette Dødsfald begynder et nyt Afsnit i Frederiksberg
Slots H istorie. Det syntes usømmeligt, ja, skamløst a t Kongen
to Dage efter hendes Bisættelse, den 4de April 1721, lod sig
officielt vie til Anna Sophie, og et P ar Uger efter tog de Ophold
paa Frederiksberg Slot, hvor han i en Sal i den østlige Fløjs
Beletage satte Dronningekronen paa hendes unge, skønne Hoved
med følgende Ord: „Hermed erklæ rer vi Eder for Dronning til
Danmark og Norge. Denne Krone give vi Eders M ajestæ t af godt
H jerte og ønske al Lykke og Velsignelse d e rtil“.
I „Bogen om F rederiksberg“, hvis Fremkomst skyldes Forman
den i Komiteen til Bevaring af det gamle, skønne Slot, General
konsul G lii c k s t a d t, har den udmærkede Personalhistoriker, Dr.
L o u is B o b é , efter A rkivstudier givet en mere indgaaende Be
skrivelse af den ovennævnte historiske Kronningsscene, der virke
lig har væ ret højst ejendommelig. E fterat Kongen i Dagens høj-
Middag og Aften ved stort Taffel og diverterede sig mellem
Maaltiderne med a t spille Bassett. Og dermed var Dagen for
Frederik den Fjerdes og Dronning Anna Sophies, født Revent-
lovs, selvlavede Kroningsfest lykkeligt bragt tilende, otte Aar
efter at han havde bortført hende som ganske ung Skønjomfru i
1712 fra Slottet Clausholm. Der er ingen Tvivl om. at Frederik
den Fjerde har elsket denne Frille-Hustru oprigtigt, og hun har
forstaaet at holde hans Kærligheds, ellers noget ustadige, Ild flam
mende. Den franske Gesandt i København, de C a m illy , taler
i et Brev til sin Konge netop om dette Forhold og siger, at
hvad der er „meget forunderligt er den Snildhed, hvormed Hen
des Maj. Dronning Anna Sophie forstaar a t vedligeholde sin
Credit ligeoverfor sin Ægteherre, der bestandig viser hende den
samme fyrige Opmærksomhed, som en nyopstaaet Lidenskab ind
gyder, og Hans Majestæt lægger saa liden Skjul paa sin forelskede
A ttraa, at han end ikke i Publikums Nærværelse paalægger sig
nogen Tvang“.
Sm allegade Nr. 2, 4 o g 6, Aar 1900.
T ilh- Overlæge H alks Sam ling.
Ejendomm en længst t. li. tilh ørte Statsm inister I. S. Bløsting”(død 1843).
tidelige Anledning havde udnævnt ti hvide Riddere, fuldbyrdedes
den nye Dronnings Kroning. Da Konseillet var sluttet, lod Kon
gen sin Overhofmarskal sam tlige fremmede Ministre og Hoffets
D ignitarer tilsige til at møde i hans inderste Forgemak, hvorpaa
han behagede at uuderliolde sig med de udenlandske Diplomater
om ligegyldige Ting, indtil han pludselig opfordrede det samlede
Selskab til at ledsage sig til Hertuginden af Slesvigs Sovegemak,
for at de kunde være Øjenvidner til det, han her agtede at vise
dem. D erefter gik Overhofmarskallen ind for at hente den konge
lige Krone, der hvilede paa en rød Pude, sem han bar paa Ar
mene. Ved et Vindu i Sovekabinettet stod Prinsesse Amalie,
medens Anna Sophie stod ved Fodenden af sin Seng iført Sørge
dragt og med Juveler i det udslagne Haar. Derpaa sagde Kon
gen med højtlydende Stemme til Hertuginden, at efterdi han af
sand Højagtelse og Kærlighed havde udvalgt hende til Gemal
inde, vilde han ogsaa nu erklære hende for Dronning at være,
hvorefter han nødte hende til at nedlade sig paa en Fauteuil
under den i dette Øjemed opsatte Tronhimmel. Han løftede den
kongelige Krone fra Puden og satte den paa Anna Sophies Hoved,
hvorefter hun — som Dronning af Danmark og Norge —- rejste
sig op og kyssede Majestætens Haand, hvorpaa han omfavnede
hende. E fterat Kongen og den nybagte Dronning derefter havde
modtaget Lykønskninger af Kronprinsen og Prinsessen sam t de
udenlandske og danske Ministre, spiste Kongeparret publikt til
„Før og N u“. 6. Aarg. Nr. 8.
j^ g
Er det ikke naturligt, at Dronning Anna Sophie elskede Frede
riksberg Slot? Her havde hun, som vi nu har hørt, oplevet sit
bevægede Livs mest bevægede og lykkeligste Øjeblik, da hun
blev Kongens retmæssige Hustru! Her havde hun, alt imedens
Dronning Louise levede, fundet et Fristed sammen med sin El
sker, naar de længtes bort fra det skumle og grimme Residens
slot i Byen med det kedsommelige Hofceremoniel! Her var de
sig selv og kunde sværme med hinanden i N aturens Skød, og
herude fødte hun, i Juni 172G, Kongen en Søn! Og her var det
mangen Gang gaaet svæ rt lystigt til. Deres Elskovsforhold havde
tag et sin Begyndelse under et Maskebal paa Koldinghus, det
skønne Slot ved Kolding Sø, derfor var det maaske, a t et
bal-
masqué
var deres bedste Fornøjelse, naar de levede ude paa
Sommerslottet paa Bakken. Og ønskede de a t mindes deres Kær
ligheds første berusende Tid, behøvede de blot i en af Slottets
Sale paa Frederiksberg, i „ R o se n “, at kaste B likket op imod
Loftet, hvor C o f f r e ’s Maskeradescene, signeret 1704, v a ra n b ra g t.
Dette Maleri begejstrede, henved et Aarhundrede senere, den
unge A d am O e h le n s c h la g e r , der i sit Digt „Frederiksberg“
skriver følgende Linjer om en af Maleriets Hovedskikkelser:
Hisset jeg ser Dig, Du blomstrende Skønne!
Smækker, i staalfarvet T aft er Du snørt.
Kulsorte Maske fra Panden Du rørt
Hæver for sødt med et Smil mig at lønne!