179 / 287
blik m elder sig og kræ v er a t huskes, N avnet paa den danske
D igterkonge, „H akon J a r l“s og „A laddin“s udødelige Poet, Og
saa kommer da T rek lan g en til a t lyde: F r e d e r i k s b e r g S lo t,
F r e d e r i k d e n S j e t t e og A d a m O e h l e n s c h l a g e r !
Alle O ehlenschlagers Barndom s- og første Ungdom sm inder er
k n y ttede til d et kongelige Somm erslot. A aret efte r a t han var
født i d et gam le B indingsvæ rkshus, der la a skraas overfor In d
gangen til F red erik sb erg Allé, og som vi m aa skamme os over
ikke a t have b e v are t til E fterslæ gten , flyttede han med sine F or
ældre op p a a S lo ttet. I S tu eetag en ud imod U dsigtsbakken havde
de deres jæ vne Bolig, d er sta a r endnu, selv om dens indre Rum
forhold i T idens lange Løb er und ergaaede Forandring.
Bag disse Mure sam lede han en S kat af dyrebare E rindringer,
der fulgte ham tro fa st gennem hans lange Liv. Ikke m indst n aar
han fæ rdedes lan g t fra Fæ dreland et, gik T ankerne Gang efte r Gang
Sommer e fte r Somm er R aad til a t køre ud i Skoven p aa en leje t
eller la a n t Bondevogn, hvis m an da ikke kunde fa a en af S lottets
M aterialvogne overladt, og Vognen var a ltid forsvarlig forsynet
med Spise- og D rikk ev arer. L igeledes var der A aret igennem
R aad nok til a t leje Bøger inde i F rederiksberggade fra V e r-
n i n g h a n s e n ’s L ejebibliothek, 3 a 4 Bøger ad Gangen. Dem
hentede Adam hver Ugedag. Saa b an d t han dem, in d b und et i et
sto rt Tørklæ de, til en Stok, som han lagde over Skulderen, og
bar dem den lange Vej frem og tilb ag e, hvad der i de T ider
næ sten blev anset for en besvæ rlig Rejse, isæ r n a ar Regnen havde
gjort A lléen og V esterbro ufrem komm elige. Og hvis F am ilien
ogsaa u nd ertid en h a r følt, a t der m aa tte spares m er end beh age
lig t var, skortede det ald rig paa H um øret, — d et sørgede gam le
Oehlenschlager for. H an kunde blive hidsig som en T yrk — og
den H idsighed gik i Arv b aade til Adam og Sophie — m en det
Udsigt fra Forbrændingsanstaltens Skorsten mod Nord.
I F o rg ru n d e n A m tssy g ehu set p aa N yelandsvej og bag d ette en D el a f F re d erik sb e rg H o sp ita l.
til det lille H jem deroppe paa B akken, hvor han læ rte a t elske
de tre M ennesker, der var ham kæ rere end a lt paa Jorden: den
joviale F a d e r , der ta lte det løjerligske K audervæ lsk, en sær
B landing af Tysk og Dansk, — S lotsorganisten og Forvalteren,
en glad Gubbe med sund t Humør og skælm sk, rødm usset Ansigt,
om kranset af d e t hvide H aar, — M o d e r e n , den om sorgsfulde,
in derlig kæ rlige men sygeligt an lag te Kvinde, hvis dybe R eligiø
site t tilsid st slog over i Sindssyge, og fra hvem Sønnen laan te
m ange T ræ k til M orgiane-S kikkelsen i sin „A laddin“, — og ende
lig den tre A ar yngre S ø s te r , der senere skulde blive den n avn
kundige A n d e r s S a n d ø e Ø r s t e d ’s H ustru, den skønne, aand-
fulde, a ltfo r tid lig b o rtk ald te S o p h ie Ø r s te d , der fængslede
alle Tidens udm æ rkede Mænd ved sin k lare Forstand, sit Lune
og sit Legemes p ik an te T rylleri, — H e n r i k S t e f i e n s og B a g -
g e s e n , H. C. Ø r s te d , S i b b e r n og den berøm te tyske Filosof
F i c h t e — for blot a t næ vne enk elte Navne.
E t k æ rlig t og gu dfry g tig t B arndom shjem havde den lille Adam
O ehlenschlager, og selv om det undertiden, n avnlig i Pengekrisens
vanskelige Tid e fte r K rigen med E ngelskm anden, kunde knibe
lid t for den gam le O rganist m ed a t fa a In d tæ g ter og U dgifter
til a t balancere, var m an ikke ju st h e lt fattig . Der var ialfald
var kun e t fo rbitræ kkend e Uvejr, som h u rtig var glem t. Ganske
vist — Madam O ehlenschlagers Alvor og Sygdom var i enk elte
Perioder en Hæmsko paa Glæden, ligesom den stak k els lille Søster,
der a ltid la a tilsengs, men som V orherre endelig udfriede, var en
K ilde til B ekym ring, — men i d et Store og Hele var d et en ly k
kelig B arndom stid, Adam og Sophie henlevede med hinanden i
den dejlige N atu r derude paa B akken.
Saa kom for Adams V edkomm ende den A fbrydelse, som hans
Skolegang i E fterslæ g tens Skole paa Ø stergade forvoldte. P aa
G rund af den lange Vej m ellem hans Hjem og Skolen, blev han
sat i Kost i Byen hos brave B orgerfolk og boede baade i S tra n d
stræ de og B orgergade, m idt inde i Hovedstadens m yldrende Liv,
hvad der for ham h ar væ ret en m æ rkelig Overgang fra de stille
Omgivelser p aa F rederiksberg. Men d et h ar ogsaa væ ret ham en
gavnlig Spore for hans U dvikling a t fæ rdes m ellem andre M en
nesker og ikk e m indst m ellem alle de Drenge, han læ rte a t kende
i Skolen, hvor han h u rtig t v ak te Opmærksomhed — b lan d t Læ
rerne p aa G rund af sit kvikke Hoved, sin levende F an tasi og
sjæ ld ent sm ukke Ydre, — blandt D rengene paa G rund af sit liv
lige Væsen, d er a ltid var p a ra t til alskens Spilopper, og sit gode,
kamm eratlige Sind, der var saa aab en t og retskaffent, saa re t
175