185 / 287
del a f B idragene (regnet e fte r A n tal, ikke e fte r Størrelse) kom
fra den Stand, som var næ rm est til a t lyse en saadan In stitu tio n
i Kuld og Køn, nem lig P ræ sterne. Men heller ikke indenfor deres
Kreds fa n d t Sagen fra først af synderlig Varm e og Forstaaelse.
En senere o ffentlig gjort B rev
veksling m ellem B iskopperne
M artensen og L aub giver Op
lysning derom . Biskop Laub
i V iborg spørger sin n a v n k u n
dige Em bedsbroder i K øben
havn til R aads i A nledning
af den tilse n d te Opfordring,
som han h a r m egen B etæ n
kelighed ved a t tag e sig af,
og skønt Biskop M artensen
har lan g t stø rre K endskab til
den ansete S tillin g , D ia
konissesagen liar vun d et i
T yskland, ser han dog m eget
køligt p a a dens Indførelse i
D a nm ark : „Jeg for m in Del
har foreløbig ganske la g t In d
bydelsen h e n ; jeg in d ta g e r
ingen polem isk, m en en a f
ventende S tillin g . . . Der
foreligger h e r til L ands a lt
for lid t, til a t m an k an ville træ de op til Fordel for den.“ —
B eretningen fortsæ tter": „L idet tæ n k te han da paa, a t han kun
to Aar e fte r selv skulde in d
træ de og blive til sin Død i den
unge D iako nissestiftelses B esty
relse, som hans væ gtige N avn
m angen Gang h a r b id rag e t m eget
til a t sty rk e T illid en til.“
Der v ar dog en a f B iskopperne,
som stra k s og m ed sto r Varm e
gav Sagen sin T ilslu tning , nem lig
Biskop B ramm er i Aarhus. Han
udgav en „P ræ d ik en p aa S kæ r
torsdag 1868 over Joh.
(Fodtvæ tningen) m ed e t Forord
om D iakonissesagen“ og m ed P a a
skrift: „Hvad In d tæ g t d e tte lille
S krift m a a tte bringe, er bestem t
for D anm arks første D iakonisse
stifte lse .“ F oro rdet slu tte r med
følgende Ord: „A llerede i næ ste
M aaned a g te r en dansk D ia
konissestiftelse a t m odtage sine
levende V idnesbyrd for D anm ark
Land, hvor E vangelium baade i Ord
og ved G erning præ dikes for de fa t
tige ! . . .“
I al A lm indelighed var der dog
ingen S tem ning for Sagen hverken
hos G ejstligheden eller hos den store
A lm enhed, m en til Gengæld var
Interessen saa m eget desto varm ere,
Iveren saa m eget større hos de faa,
der sa tte Sagen i Gang. Der blev
dan net en B estyrelse, i hvilken man
straks, e fte r Forbillede fra K aiser-
w erth, slog fast, a t K irken skulde
være rep ræ sen teret, ogPrinsesse(den
senere D ronning) Louises S k rifte
fader, Konfessionarius, S tiftsprovst
J. H. P a u l i i, in d tra a d te deri og
blev der til sin Død, I l t e Juni 1865.
Det blev ligeledes erken dt, a t H uset fra først af m aatte have sin
egen P ræ st, hvis Løn E nkedronning Caroline Amalie lovede a t
udrede.
D ernæ st skred m an til det vigtige S kridt at skaffe sig det nød
vendige Husrum , og under saa sm aa og beskedne Forhold be-
gyndtes der, a t m an m aa tte nøjes med a t leje en L ejlighed i
F red eriksb erg Sm allegade (Nr. 43). Den var tilb u d t den tilk om
m ende F o rstan d erin d e, forinden hun gav sig ud p aa sin S tu d ie
rejse, men hun vilde h ellere have h a ft S tiftelsen la g t ud ad
Ø sterkanten for B adenes og S tra n d lu fte n s Skyld, og ikke saa
lan g t borte fra Byen. K am m erherre Classen, der strak s var bleven
B estyrelsens Form and, havde
im idlertid ikk e k u n n et finde
noget passende Sted dér, og
m an tog saa til T akke med
Sm allegade, en B eliggenhed,
som jo ogsaa havde sine F or
trin . F red erik sb erg Have laa
næ r ved, og Om givelserne var
i d e t hele lan dlige og v en
lige: stra a tæ k te Huse, et
G adekæ r,
hvori
Æ nderne
svømmede og H estene blev
vandede, og ru n d t om H aver
og K ornm arker. P a a den om
tre n t en halv Mil lange Vej
ad GI. Kongevej ind til V e
ste rp o rt var der i de T ider kun
m eget fa a B ygninger. Der var
næppe nogen, der tæ n k te sig,
a t H ovedstaden 25 A ar senere
skulde væ re ry k k e t saa lan g t
ud m ed sine F a b rik k er og
kasern eagtig e Huse. Foreløbig var A fstanden den væ rste Ulempe,
men det varede jo ikke m ange Aar, før F rederik sberg Allé og GI.
Kongevej fik deres Sporvejslinier,
der letted e F orbindelsen med
København.
Den E jendom , der fra først af
husede den danske D iakonisse
stiftelse, b a r N avnet „T eglgaar-
d en “. D et a n tag es, a t den hed
saaledes, fordi det h a r væ ret den
første G aard derude med te g l
hæ n gt Stuelam ge. Nu var kun
Stuelæ ngen tilbage, men fo rtil
havde den senere fa ae t en fri
Sidefløj, bereg n et p aa en m indre
Fam ilie, der vilde ligge paa L an
det; det var den, D iakonissestif
telsen tog i Brug.
H avestuen,
med to V induer mod Øst og en
H avedør mod Syd, v ar d et b e d
ste Rum ; d et var en halv Snes
A len lan g t og syv—o tte Alen
bredt.
E tnogenlunderum m eligt Væ relse ven dte mod V est; de
andre
treVæ relser var ganske sm aa, næ sten kun til a t stille en
Seng i. Ovenpaa var der flere K am
m ere i tre Gavle, m en i in te t af
dem var der fu ld t tre Alen h ø jt til
L oftet.
Saaledes var den beskedne L ejlig
hed, hvor „Den danske D iakonisse
stifte lse “ først kom til Huse, og
her skulde væ re baade Moderhus,
H ospital og a lt øvrigt. Ude fra
V ejen saa Bygningen m indst tilta
lende ud. Den gule Nordgavl havde
en stor, m ørk P let, der fo rta lte en
kedelig H istorie om Fugtighed, der
allerm in d st skulde høres om i et
Sygehus. Men indenfor, hvor a lt
var blevet istan d sat og oliem alet,saae
der hyg geligtu d. H avestuen, med til
stødende Rum, var som de bedste for
beholdt de Syge. Væ relset mod Vest skulde gøre T jeneste som D aglig
stue, og K am rene ovenpaa, forøgede med nogle flere T agkamm ere
i M idtbygningen, var Søstrenes. F orstanderinden havde sit Værelse,
hvor to sm aa V induer kiggede ud over den vaade Mur. Syge
sengene, med d et le tte Jern stel og med lyst Omhæng, og lig e
ledes d et øvrige Bohave gav Væ relserne e t h jem lig t og ik k e -h o -
sp italsa g tig t Præg, som den Gang endnu var u k en d t herhjemm e.
Børnehjemmet „Ilias Minde“.
Børnehospitalet paa Dronningensvej.
Døtre. M aatte den vorde et
som e t i Sandhed evangelisk
Diakonissestiftelsens Menighedspleje, Vodroffsvej 20.
181