180 / 287
fæ rd ig t og tap p e rt. S a n var en Discipel, der blev la g t Mærke
til, og han var a ltid b lan d t L ederne i de K lasser h an gik. Og
L ø rd ag aften gik hans Yej, n a a r V e jret ik k e var a ltfo r slem t,
u frav ig e lig t ud til Fæ d ren eh jem m et p a a F rederik sberg , hvor han
saa tilb ra g te Søndagen for M andagm orgen tid lig a t vende tilb ag e
Byen og Skolen. Søndagen an vend tes til Leg baade indendørs og
i F red erik sb erg Have og Sønderm arken m ed hans K am m erater
B e r n t W i n c k l e r og B rødrene F r e d e r i k og P e t e r T h u e s e n g ,
der var Sønner af Kongens F o urér og K am m erlakaj. Søsteren
Sophie var u n d ertid en m ed i D rengenes Leg, og n a a r der, hvad
o fte skete, opstod U enigheder, var h un den m æ glende M agt, der
b ra g te de ophidsede G em ytter til Ro. S aa kom Adam s Konfir-
m ation, h v o refter Skolegangen sn a rt h ø rte op, og saa boede h an
p aan y ude p a a S lo ttet, hvor han en T id m odtog U ndervisning af
den gam le S tu d en t H ø j s g a a r d , der i R eglen v ar k læ d t i N a t
trø je og Tøfler, n a a r Adam mødte hos ham om M orgenen for a t
fa a de første latin sk e K undskaber b ib rag t. D e n U ndervisning
fø rte ikke til noget, og en B estemm else m a a tte der nu tages om
hans F rem tid. Gam le O ehlenschlager gjorde et Forsøg p a a a t
faa ham a n b rag t p a a e t H an delskon to r p a a C hristianshavn — men
P ladsen v ar optaget. Saa gik den lange D reng og drev om kring
ude p a a S lottet, in d til K u n stn ertran g en i ham fik sit første, m is
ly k k ed e Udslag. H an vilde væ re Skuespiller. H vad der bidrog
m æ g tigt til denne B eslutning, var den Om stæ ndighed, at hans
Søsters V eninde, den nydelige Jom fru E li n e B e c k , for hvem han
næ rede et ungdom m eligt Svæ rm eri, og som v ar D a tte r af den
kongelige S kuespiller Bech, skulde debutere. Gam le O ehlenschla
ger havde in te t a t indvende imod, a t Adam forsøgte sin L ykke
paa de sk ra a B ræ d d e r; m indre h a r d et væ ret e fte r Moderens
Ønske. Hun h a r sik k e rt set m ed B ekym ring paa, a t hendes kæ re,
eneste Søn fik Indpas p aa T h ea tre t, hvor D yden og M oralen i de
T ider ju st ikke stod a n sk rev et højt. Og saa d eb u tered e d a Adam
— uden sy n d erlig t Held. 1 et P a r Aar gik han om p a a T h e a tre t
som M anden med de „sk julte T a le n te r“, som m an spotvis k a ld te
ham , in d til h an resolu t brød Broen a,f i M istvivl om sine Evner.
Af afgørende B etydning var det, a t h an netop i den Periode
havde s tifte t B ekendtskab med de to B rødre Ø r s te d , der lovede
a t ville hjæ lpe ham til a t absolvere S tudenterexam en. Og ikke
a f m indre B etydning h a r d et væ ret, a t h an p aa B ak kehu set hos
R ahbeks havde tru ffe t den sm ukke C h r i s t i a n e H e g e r , i hvem
han havde fo relsk et sig dødeligt. Nu m a a tte der arbejdes, inden
de kostbare U ngdom saar gik h e n ! Lige fra de tid lig e D rengeaar
havde han sk rev et baade Vers og Skuespil, og han følte m ere og
m ere, a t den A dvokatstilling, som Ø rsted’erne og han selv havde
sa t som M aalet for hans Studium , ingen T iltræ k n in g udøvede p aa
ham . K æ rligheden til C hristiane H eger havde a ab n e t hans Sind
og Sans, nu m æ rkede han alle de bundne K ildespring løses i hans
Indre, — d et var D i g t e r , h an vilde være, — d et var D i g t e r ,
han v ar! Og n a ar Skæ bnen først havde g jo rt ham til Skuespiller,
havde den alligevel ikk e h an d let i Blinde. Hvad han p a a T h e a tre t
havde set af Skønt og Ophøjet, a f L avt og U sselt — d et havde
skæ n k et ham en Rigdom af E rfaring, der nu skulde om sæ ttes i
D ig te k u n ste n !
Ved A arliu n d red sk iftet var hans elskede Moder endelig slum ret
ind i Døden, og hun skulde ikke opleve de T rium fer, han h entede.
Men hvor vilde hun ikk e have u n d re t sig, hvis hun havde set sin
kæ re Adam p a a fa a Aar ud v ik let fra en b arn ag tig , sorgløs D reng
til en m aalbevid st M a n d ! Og hvem , der f. Eks. h ar læ st Adam
O ehlenschlagers D agbøger for S koletiden in d til han m eldte sig
ved T h ea tre t, kan forstaa, a t disse um odne O ptegnelserne er
sk rev et af den samme H aand, der ikke læ nge e fte r fo rfa tte r
D igtervæ rker, hvis Lige D anm ark ik k e h id til havde frem brag t.
P a a denne Gaade findes kun een F o rklaring, den, a t G eniets Veje
er uransagelige.
Men ude paa d e t gam le Slot sad hans F ad er og var sto lt af
ham og kunde næ sten ik k e tro paa al den Lykke, som Adam
pludselig gjorde. Saa v ar da de 100 Rdlr., som han i de sidste
A ar havde spend eret p a a ham , ik k e giv et forgæ ves u d ! Og nu,
da Sophie var bleven g ift m ed Anders Sandøe Ø rsted, og han sad
alene tilb ag e derude og kun havde sig selv a t sørge for, var d et
Synd og Skam , om Adam ikke vedblivende fik den Smule U n d er
stø ttelse af sin F ader. Og da Adam fra 1805 til 1809 er p a a sin
store U d en land sfart, fa ar han prom pte h v e rt A ar de 100 R igsdaler
tilse n d t gennem V ennen H. C. Ø rsted; og lige til 1827, da gam le
O ehlenschlager lu k k ed e sine Øjne, m a a tte han jæ v nlig hjæ lpe paa
Adams Finanser. Med dem var og blev det hele hans Liv igennem
tyndt bevendt. Nationens største Digter var altid i P engeforle
genhed. Ogsaa paa anden Maade maatte han føle Skæbnens
tunge Haand baade i sin D igtergerning og i sit Hjem. Tabet af
sin elskede Datter C h a r lo t t e , der blev gift med den store Skue
spiller L u d v ig P h is t e r , forvandt han aldrig helt. A llerede i
1818
m istede han sin Søster, Sophie Ørsted, og da hans Hustru i
1841
døde, følte han sig som en ensom Mand. Saa var Frederiks
berg med alle de rige Barndoms- og Ungdomsminder hans Trøst.
Derud søgte han, naar hans Sind var trykket, og derude levede
han Sommer efter Sommer sine sidste Aar paa F a s a n g a a r d e n
som C h r is t ia n d e n O t te n d e , én af de faa danske Konger, der
har vist Forstaaelse af Kunst, overlod ham til Fribolig, da hans
Hustru var død.
Den Taknem lighed, Adam Oehlenschlager nærede til alle de
kære, kendte Steder derude, har han givet Ord i de dejlige Digte,
han har efterladt os om Søndermarken, Frederiksberg Have og
Slottet. Og spredt rundt omkring i hans D igtning vil man finde
m angfoldige M indelser om den Egn, han elskede saa højt. Og
levede han endnu, vilde vel Ingen have glædet sig som han over
den Renæssance, som vort kære, m inderige men sørgeligt m is
handlede Frederiksberg Slot forhaabentlig nu skal gaa imøde! —
I den nylig udkomne „ B o g e n om F r e d e r ik s b e r g S l o t “
skriver Forfattoren Dr. phil. Louis B o b é følgende:
Efter Kong F r e d e r ik V I’s Død boede Dronning M a r ie hver
Sommer, ofte til November, paa Slottet, hvor liun levede et til
bagetrukkent Liv i sine Værelser uden at træde i Forbindelse
med Folket, men alm indeligt æret for sine sjeldne Egenskaber,
sit blide Sind, sin fornemme Takt og trofaste Kærlighed til Lan
det. „Den gode Gud vil altid have et lille M irakel til overs for
sit kære Danmark“, ytrede hun til P r in s H a n s, da han sidste
Gang besøgte hende paa Frederiksberg. Dronning Marie døde
21.
Marts
1852.
Efter Dronningens Død stod Slottet ubenyttet,
dog indrømmedes enkelte Privatmænd Bolig her, saaledes boede
Digteren
C.
H a u c h her fra
1848
og senere O rla L e hm a n n .
Frederik VII gjorde en Tid Brug af Slottets Beletage til Fri
murerloge. Under de to slesvigske Krige var her Lasaret; i
Maanederne April—Juli
1S74
afgik ialt
23
saarede Underofficerer
og Menige ved Døden.
Samme Aar blev der nedsat en Kommission til at tage under
Overvejelse, om Slottet m aatte egne sig til Invalidestiftelse, men
dens Betænkning gik imod Planen.
1862
fik Uddannelsesskolen i Ridning for Officerer anvist Lo
kale her. Ved Oprettelsen af den ny Officerskole
1.
Maj
1868
overgik Slottet til Krigsm inisteriet, der anviste baade denne og
den Aaret efter oprettede Elevskole Plads i Frederiksberg Slot.
D et bestem tes ved Overdragelsen, at flere af de mærkeligste
Værelser skulde bevares uforandrede. Ved denne Lejlighed fjer
nedes efter Indstilling af en Kommission, hvori F. M e ld a lil og
W o r s a a e havde Sæde, ikke alene en stor Del løse Kunstgen
stande og Bohave, men ogsaa Loftsbilleder og Dørstykker, hvilke
fordeltes til Statens Kunstsamling, Christiansborg, Rosenborg,
Fredensborg og Frederiksborg Slotte, hvorfra atter enkelte Styk
ker siden spredtes til Kirkerne i Hovedstaden (Frederiksberg, St.
Pauls og Emmauskirken).
A f de Slotte, danske Kongers Byggelyst, Pragtglæde og Skøn
hedssans har rejst, er Christiansborg og Frederiksborg bievne et
Rov for Luerne, og Hørsholm er skaanselsløst jævnet mod Jorden.
Et lykk eligt T ilfæ lde har til Trods for overhængende Brandfare
endnu bevaret Frederiksberg Slot i dets ydre arkitektoniske H el
hed uberørt af Tiden. Med de højtragende lysgule Fløje og de
grønne Kobbertage hæver Slottet sig med sine rene Linier mod
den blaa Sommerhimmel i skøn Farveharmoni og vækker syd
landske Genminder baade om Sam tidens franske Slotte og de
knejsende italienske Villaer. Som saadan er S lottet gledet ind
i Folkets Bevidsthed, uadskillelig fra Glæden ved Landets m inde
rige, stemningsfulde og folkekære Park, til hvilken Københav
nerne er vandret Slægt efter Slægt. Paa stille Hverdage et
Fristed for Mennesker, der søger bort fra Larm og Uro, og som
finder Hvile paa Bænkene ved Slotsterrassen, hvor endnu en
Rest er tilbage af den herlige Udsigt over Byen, som engang
henrykte H e n r ik S t e f f e n s og hans Sam tidige til Lovprisninger
af Stedet. Eller man drømmer sig tilbage til en svunden Tid,
176